En udvidelse, en ny grøn investering og et statsstøttet projekt: Året der gik i Wise Home

Året 2023 går på hæld og det er tid til refleksion og tilbageblik. Vi vil derfor benytte muligheden for at dvæle lidt ved nogle af de spændende begivenheder, der er sket hos Wise Home i dette år.

 

En udvidelse af Wise Home

En af de helt store begivenheder i 2023 var opkøbet af virksomheden KeepFocus A/S´s aktiviteter af den tyske koncern noventic GmbH. Vi har dermed budt velkommen til mange nye kollegaer, kunder og samarbejdspartnere. KeepFocus har i mere end 25 år udviklet energistyringsløsninger, herunder energistyringssoftware, hardware og services, til at nedbringe ressourceforbruget i både offentlige institutioner, boligejendomme, virksomheder samt hos private forbrugere. Vi har et fælles ønske om en grønnere fremtid for branchen, og med opkøbet ser vi store muligheder for at sikre den frie konkurrence på markedet gennem en mere åben tilgang til data. Vi er nu godt i gang med at få sammenflettet de to organisationer og glæder os til de nye muligheder, som udvidelsen giver. Ræk ud, hvis du vil høre mere om hvilke muligheder, som denne sammenlægning giver dig.

En ny grøn investeringsaftale

Tidligere på året indgik vi en investeringsaftale med Energi- og Miljø Data Fonden, der er en langsigtet investor med ekspertise inden for udvikling af software og data til den grønne omstilling. Denne millioninvestering var første skridt i en større kapitalrejsning, som skal sikre vores videre vækst, både på nationalt og internationalt plan. Investeringen er et led i EMD Fondens investeringsstrategi, som skal sikre, at der investeres i lovende start- og scaleup virksomheder, der kan minimere ressourceanvendelser og klimabelastninger gennem udvikling og anvendelse af blandt andet software, beregningsmodeller og beregningsmetoder. Det er en spændende rejse, der nu er skudt i gang.

EUDP-projektet ruller over skinnerne

Vi har i dette år fået godt gang i vores store projekt støttet af Det Energiteknologiske Udviklings og Demonstrations Program under Energistyrelsen (EUDP), der handler om udvikling af ny teknologi til reducering af energitab i ejendomme og dermed nedsættelse af bygningernes CO2-aftryk. Vi har i 2023 afholdt flere workshops med samarbejdspartnere for at samle en masse spændende, ny viden, der skal bidrage til udviklingen af vores softwareportefølje. Løsningen vil gøre data mere tilgængeligt og dermed understøtte ressourceoptimering i bygninger, hvilket vil være til gavn for vores kunder. Vi glæder os til det videre arbejde, der skal ske på projektet i 2024 og til at se resultatet af samarbejdet med de mange partnere på tværs af ejendomsbranchen.

Til slut vil vi benytte lejligheden til at sige en stor tak til vores kunder, samarbejdspartnere og investorer for året 2023.